Forside > Causerier > Vi er alle kønne på hver vores måde

Vi er alle kønne på hver vores måde


Jeg har længe gået og tænkt over dette emne, som jeg har lyst til at blogge om i dag.

Først skal jeg lige sætte dig ind i den vigtige forhistorie for dette indlæg:

Jeg deltog i en større workshop om modelfotografering. Her mødte en masse fotografer og modeller op, og der skulle tages en masse billeder. Vi fotografer skulle øve os i at få styr på lys, teknik, komposition, osv. Modellerne fik ligeledes en masse øvelse og naturligvis nogle gratis billeder. Alt i alt en ganske hyggelig dag.

Og her kommer et lidt prikært forhold, som mange fotografer forsøger at smyge uden om at debattere. Men det er vigtigt at være ærlig her, for at forstå min pointe: Under sådan en workshop på 3-4 timer, så kommer man hurtigt hjem med ganske mange billeder, som skal efterbehandles. Billederne skal vurderes, selekteres og de udvalgte skal normalt igennem en gang efterbehandling. Dette bruges der ofte et par aftener på. Når dette er ubetalt, så sniger der sig langsomt en kræsenhed ind i en, ud på de sene nattetimer. Det må gerne være en model, der har inspireret mig, og hvor jeg selv – ganske subjektivt – synes at det er blevet nogle gode billeder.

Og ja, denne kræsenhed er ganske subjektiv og faktisk også unfair. Ikke desto mindre kender jeg ikke en amatørfotograf, der fotograferer mennesker, der ikke har haft det tanker.

Nu vel, tilbage til den workshop: to kvinder kommer hen til mig sidst på dagen og spørger om jeg vil tage billeder af den ene af dem, da jeg jo er “åhh..så god”. Jeg er træt og kigger vurderende på kvinden og tænker: det bliver aldrig til gode billeder! Hun er nervøs, uforberedt, forkert tøjstil…med andre ord jeg bliver ikke inspireret og forestiller mig at jeg skal sidde og se 100 billeder igennem, når jeg kommer hjem, som er uinspirende og kedelige.

MEN så tænker jeg at det skal da være en udfordring og kaster mig ud i det.

DSC_6385

Resultatet bliver som jeg havde forudset: ikke billeder, som jeg selv var tilfredse med. Jeg så ikke frem til at skulle hjem foran computeren for at håndtere disse billeder.

Da jeg aftenen efter tager mig sammen og begynder at sortere billederne, så kommer jeg frem til ganske få billeder, som jeg selv mener lige kan gå an. Jeg efterbehandler dem efter alle kunstens regler, altså som jeg ville gøre med andre billeder. Herved var jeg tilfreds med min indsats. Jeg skal gerne indrømme at jeg tænkte: bliver den kvinde selv glad for disse billeder?

Jeg sendte de få billeder til kvinden, som kort efter lagde dem ud på Facebook.

Til min store overraskelse så fik billedet over 160 Likes i de efterfølgende 24 timer. Kvindens mange venner synes at det var et super godt billede, at jeg havde fanget hende, hvor hun var smukkest, og at billedet netop viste hvor flot en kvinde hun var.

Jeg var rystet!

Jeg var rystet over min egne fordomme og attitude!

Jeg var rystet over at jeg havde haft den indstilling til hende!

Og jeg skammede mig!

 

Og her er så min pointe: Vi er jo alle kønne på hver vores måde! Vores venner holder jo af os som dem vi er og dem de ser på dagligt!

Oplevelsen var et vendepunkt for mig som fotograf. Jeg skal huske at det ikke er mine subjektive øjne, der skal vurdere billedet og personen. Jeg skal kunne tilsidesætte min personlige “smag” og nyde den udfordring det er at finde den smukke personlighed frem i den person, som jeg fotograferer. Jeg skal fange det billede, der giver 160 Likes, uanset hvad jeg selv personligt synes.

Jeg har siden denne oplevelse nydt at lade mig udfordre netop her. At gøre mine tidligere forsomme og skammelige attitude til den motivation, der gør det spændende at opnå de 160 Likes.

 

Jeg håber at dette blogindlæg kan inspirere, og hører gerne dine egne erfaringer. Jeg skal ikke lyde her som en frelst person, der ikke vurderer hvad jeg vil bruge min sparsomme og ikke betalte fritid til. Men oplevelsen har givet mig en en anden og ganske spændende ny udfordring, der kun gør mig bedre, som fotograf (og menneske).

Reklamer
Kategorier:Causerier Tags:
  1. Tine Sørensen
    23. maj 2013 kl. 22:24

    Den oplevelse som fik mig til at gå igang med fotografering for alvor, var netop en pige, som ikke havde den største selvtillid efter at have tabt sig en del.

    Da hun kommer op til en fælles veninde, er jeg igang med at skyde nogle billeder af veninden, som får hende overtalt til at hun også skal ha’ taget nogle. Hun er lidt usikker, for hun er jo ikke lækker eller fotogen. Jeg må ligne et stort spørgsmålstegn, så hun forklarer at hun lige har tabt over 40 kg. Så jeg svarer, at så må vi jo hellere få taget nogle billeder, så hun kan se hvor lækker hun er blevet.

    Vi skyder lidt billeder – og selv på den lille skærm på kameraet stopper hun helt op, bliver stille og udbryder så med et smil: Jeg er SÅ lækker!!!

    At kunne give hende den følelse var klart en AHA-oplevelse for mig, og det der gjorde at jeg kom igang med modelfotografering. Men jeg må så også erkende at der går længere og længere imellem at jeg skyder billeder af modeller, som ikke inspirerer mig til et eller andet – mest fordi jeg langt hellere vil udnytte min tid på at skyde dem der gør, og som jeg kan lave skøre, skæve og lækre set-ups med.

  1. No trackbacks yet.

Kom gerne med en kommentar.

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: