Så blev det tid til et system skifte

Tilbage i 2009 rejste jeg med to “brothers in  arms” afsted til den store fotomesse i Köln: Photokina.

Vi var alle tre Olympus E-3 brugere, men havde hørt forlydender om at E-5’eren skulle blive det sidste spejlreflekskamera fra Olympus’ side. Vi så os selv som udsendte repræsentanter for Olympus brugergruppen “DOSF” på Flickr. Skønt vi blev inviteret indenfor at den europæiske produktchef, som var meget vævende om fremtiden, så lykkedes det ikke Olympus at give os ro i maven.

Når man har investeret i et kamerahus, så begynder man jo at købe alt muligt tilbehør, især nye objektiver. Dette tilbehør (især ens objektiver og dyre flash) vil man jo gerne kunne bruge fremadrettet, når nu ens kamerahus står overfor at skulle opgraderes til en nyere model, altså E-5’eren. Men herefter ville der ikke komme mere nyt.

Det betød at jeg har været ude og sondere markedet. Checket de forskellige kameraer, holdt øje med udviklingen af f.eks. de spejlløse kameraer, prisen på Full Frame kameraerne  samt videodelen. Det betød også at jeg ikke gik ud og købte de objektiver, som jeg stod og manglede.

Da lukkeren på  min E-3’er så brød sammen kort før jul (læs om dette her), så stod jeg og skulle vælge. Desværre ville det kamera, som jeg havde set mig varm på, først blive lanceret i slutningen af marts 2012. Dette betød at jeg skulle leve uden et kamera i godt 3 måneder. Jeg har jo mine AOF undervisningeskurser og stod foran en tur til New York, da en engel fra Olympus gruppen DOSF kontaktede mig og tilbød at jeg  kune købe hans E-3’er for en fornuftig pris. Som sagt så gjort.

Og jeg var faktisk godt tilfreds. Jeg kunne bruge mine objektiver, flashes, osv. og sparede en masse penge, om end jeg vidste at jeg kun udskød skiftet til et nyt kamerahus.

Som du sikkert har læst i mit blogindlæg i sidste uge om kamera indkøb i Frankrig, så gik lukkeren på dette “nye” E-3’ere også.

Så derfor kommer du fremover til at læse mindre om Olympus i denne blog og mere om Nikon 🙂